Når maskinerne efter endt grusgravning er kørt ud af et område, begynder de sandede og grusede overflader at gro til med bl.a. pile- og ellekrat. Det kaldes ”den naturlige succession”. Men i løbet af en årrække vil det reducere områdets biodiversitet. Især forsvinder de specialiserede arter, som man generelt gerne vil bevare i området. Det er derfor nødvendigt med naturpleje.

Der arbejdes med flere forskellige former for naturpleje. På fuglenes yngleøer laver man manuel rydning af uønsket opvækst, så der fortsat er plads til f.eks. hættemåger og terner på øerne i Birkum og Langager Sø.

Mange andre steder sætter vi hegn og har kreaturer, får eller heste til at pleje områderne med græsning. 

Hudevad kær er et af Fyns bedste rigkær og kildevæld. Her vokser mange sjældne planter og mosser, så vi arbejder målrettet med naturplejen i samarbejde med Faaborg Midtfyn Kommunes biologer. Her kombinerer vi græsningen med manuel naturpleje som omfatter flere tiltag f.eks. ringning af elletræer, så de står op og dør på roden, buskrydning af træopvækst, oprensning af kildeløbet og udlægning af kalk i kilden.

I Phønixområdet er der mange små ”lune” næringsfattige enge, som bl.a. også plejes manuelt for at fastholde den rige blomsterflora og insektfauna.

Sletten ligger centralt i området, og det er her man har en livskraftig bestand af strandtudser. Landskabet er udpræget næringsfattigt, gruset og tørt. Naturligvis udover paddeskrabene som står med vand i hvert fald en del af året.  Der en del træopvækst som på længere sigt vil ændre området til ugunst for Strandtudserne, og man har derfor hegnet og udsat geder som afgræsser og ”browser” især vedopvæksten.

Manuel naturpleje er generelt meget tidskrævende arbejde, og Tarup-Davinde I/S samarbejder derfor med flere frivillige naturplejegrupper og laver Naturpleje Events i samarbejde med DN Ung og Faaborg- Midtfyn Kommune. Derudover er disse tiltag en del af oplysningen og inddragelsen omkring naturforvaltningen i Tarup-Davinde området til deltagerne som både er studerende og interesserede borgere.

Man bruger desuden hegningerne i naturforvaltningen af området, så de særligt følsomme områder skærmes mod publikum.

Manuel naturpleje på “Hættemågeøen” i Birkum sø, foto Tarup-Davinde I/S
Naturpleje event på Hudevad Kær. foto Tarup-Davinde I/S.
Gederne “browser” på vedopvæksten på Sletten, foto Tarup-Davinde I/S.
2017Gedegræsning